Project: Educational Science

Trine og Simone kommer fra uddannelsesvidenskab på Århus Universitet, København. Det var en kontakt gennem Simones onkel, Preben Werther, som er ekstern konsulent for AlfaNordic og ejer af Wolfway, der fik de to til at få øjnene op for, at AlfaNordic kunne være et sted, hvor det var muligt for dem at lave deres bachelorprojekt. På en uddannelsesdag i november 2015 fik de indblik i AlfaNordics koncept, og de blev enige om, det kunne være enormt spændende at lave et projekt. Medio april, da de var godt på vej med deres projekt, blev de interviewet til AlfaNordic Magazine.


Hvad er det, I har fokus på i jeres uddannelse?

Trine: På uddannelsesvidenskab har vi beskæftiget os med læring i mange forskellige sammenhænge; både i uddannelsesinstitutioner, som folkeskoler og gymnasier, og desuden i før-skole-institutioner, som børnehaver og daginstitutioner. Vi har også beskæftiget os med læring i organisationer, så som organisatorisk udvikling, ledelsesstrukturer og -kulturer i organisationer. Det er det sidste, vi interesserer os mest for.


Hvor lang tid strækker jeres bachelorprojekt sig over?

Simone: Cirka et halvt år, for det indbefatter jo både tankerne op til, at man finder ud af, hvad man egentlig vil skrive om, gruppedannelsen og så det at finde den der fælles interesse. Det her projekt bruger vi i hvert fald et halvt år på.

Trine: Vi har været i gang siden december. Der lå den første bachelorworkshop. Derefter formulerede vi ideer til vores projekt og ønskede vejledere. Fra den 18. marts kom vi ud til AlfaNordic. Da var aftalen kommet i hus. Vores deadline er 24. maj. Der er det hele slut.


Hvordan startede I forløbet op?

Simone: Det startede med, at vi kom ud til AlfaNordic og observerede. Vi blev vist rundt og blev sat ind i principperne. Efterfølgende interviewede vi en af områdelederne, og vi fik lov til at være med til et møde om AlfaNordics 5 principper og tankerne omkring at få dem formidlet ud. Kort tid efter havde vi et interview med en af ejerne.


Hvor i processen er I nu?

Simone: Lige nu sidder vi og arbejder med de spørgeskemaer, som vi skal sende ud i slutningen af måneden. Det er et forsøg på at få medarbejdernes opfattelse af det hele med.

Trine: Vi er ude efter en bred mening om, hvordan tingene er her, og desuden vil vi vælge nogle personer ud, som vi kan stille yderligere spørgsmål.


Hvad er det for nogle spørgsmål I stiller?

Trine: Vi er ikke færdige med dem endnu, men et af spørgsmålene kunne f.eks. være vedrørende de 5 principper; hvordan bliver de brugt i konsulenternes daglige arbejde?

Simone: Et andet spørgsmål kunne helt sikkert også være inddragelsen af medarbejderne i forhold til nedsættelsen af principperne; hvorvidt de føler, de rent faktisk repræsenterer deres arbejde.


Hvad er det næste, der skal ske?

Simone: Vi skal med på uddannelsesdagen i slutningen af måneden, hvor vi laver en lille begivenhed og kan komme til at snakke med folk. Derefter går vi i gang med at bearbejde spørgeskemaerne, ci laver statistik på dem og udvælger nøglepersoner til videre interviews. Alt det håber vi på, vi kan få på plads inden for den første uge i maj, for fra den 9. maj til den 24. maj sidder vi intensivt og færdiggør projektet.


Hvad var jeres forventning til AlfaNordic i forhold til problemstillingen i jeres opgave?

Trine: Vi havde helt klart en forventning om, at der var radikale forandringer herude, som følge af væksten. Man skifter jo ofte job som konsulent, men det er ligesom om, at det er man klar over som ansat i AlfaNordic. Det er vilkårene for at arbejde her, så på den måde oplever man ikke de udfordringer, der er med lige de her forandringer, på samme måde som man nok vil gøre det andre steder. Så vi har set, at fjernledelse faktisk er en større udfordring her end forandring. Det der med at skabe en kultur, hvor man får et godt tilhørsforhold til virksomheden, på trods af, at man ikke arbejder dagligt på kontoret. Så fokus har flyttet sig en lille smule, fra at være forandringer som hovedfokus, til primært at være noget med organisationskultur og selvopfattelse i organisationen – og så med forandringer som et input.

Simone: Og så har vi jo hele tiden næret stor interesse for de 5 principper. Hvordan de bliver brugt som et værktøj herude? Er det noget, der bliver sat i tale eller er det noget, der ligger tavst mellem medarbejderne? Det er også noget, vi har ønsket at undersøge og evaluere på, efter at principperne for alvor blev implementeret i november.


Hvordan synes I, at AlfaNordic håndterer forandringer? Er de gode til det?

Trine: Det synes jeg, at AlfaNordic er, men det er jo fordi, det er vilkårene for at være en konsulentvirksomhed. Du skal kunne omstille dig, og du skal kunne gå ind og se for andre, hvor de skal omstille sig. AlfaNordic gør mange gode ting. Det er jo også en af grundene til, at de har den succes, de har. Der er rigtig mange ting, der fungerer. For os handler det jo bare om at se, hvor der er et læringspotentiale. Hvor er det, de kan blive bedre.

Simone: AlfaNordic er rigtig gode til at holde sociale arrangementer som krebsegilde, julefrokoster og alle de her ting. Så på den måde bliver der skabt sammenhold, men i forhold til den faglige inddragelse, er der da nogle ting, man godt kan gøre anderledes – i hvert fald ift. at inddrage medarbejderne mere. De gør det på deres uddannelsesdage, hvor udvalgte folk har et fagligt emne, som de er ansvarlige for at skulle fortælle de andre om, og dele ud af deres viden. Derudover er der intranet, hvor man deler nyheder og kan stille spørgsmål til hinanden, men vi tror på mere inddragelse.


Har I allerede nu nogle bud på, hvor AlfaNordic kan gøre noget bedre?

Trine: Vi har snakket lidt om, at man er enormt opmærksom på at få evalueringer fra kunder, når man har været ude og gøre et stykke arbejde. Ens arbejde bliver evalueret i forhold til den eksterne effektivitet, men hvad med internt? F.eks. blev de 5 principper, som nævnt, indført på sidste uddannelsesdag, men er der så blevet fulgt op på det? Ikke endnu, så vidt vi ved. Det der med at følge op på det, der bliver sendt ud til medarbejderne, kan være en god ide i forhold til noget internt evaluering. Især når man vokser så meget.

Simone: Jeg tror, det hjælper meget, når AlfaNordic rykker ind i deres nye kontorer, hvor der kommer til at være flere arbejdspladser, hvor konsulenterne kan komme oftere ind og sidde. Det handler om ejerskabsfornemmelse hos medarbejderne. Så kan man også bare mærke, at AlfaNordic er ved at lande på benene, og lige skal finde ud af, hvor de egentlig skal stå. Det er enormt ambitiøse mål, man sætter sig. Andre virksomheder, vi har været ude i, de har minimum 20 års arbejde, de kan kigge tilbage på, lave statistikker på osv. Så man kan sige, at her bliver der taget nogle andre chancer lige nu, og så må man på nogle punkter blive klogere med tiden.


Hvordan er I blevet taget imod her hos AlfaNordic?

Trine: Jeg synes, vi er blevet taget rigtig godt imod. Man kan også mærke det der med, at der er blevet stillet krav til os. Vi skulle f.eks. lave en tidslinje, hvor vi svarer til AlfaNordic ift. forløbet. Vi har også skullet fortælle en lille smule om, hvad AlfaNordic kan få ud af at have os rendende. Vi er blevet taget godt imod. Det er rart, at de stiller nogle krav. Vi er ikke i tvivl om, at de ved, vi er her.

Simone: Vi har også fået lov til nogle spændende ting. Vi har f.eks. interviewet en af ejerne. Det er ikke alle, der får lov til det i forbindelse med et skoleprojekt, så på den måde er vi kommet ind nogle steder, hvor man måske ikke normalt ville komme ind. Vi får også lov til at være med på uddannelsesdagen. Vi ville gerne have lavet et oplæg på uddannelsesdagen, men aftalen er desværre blevet ændret i sidste øjeblik. Det er lidt ærgerligt, men til gengæld er det ved at blive arrangeret, at vi kan sidde med til et ledermøde, så grundlæggende har der været virkelig megen åbenhed over for os og vores projekt.

Trine: Vi glæder os rigtigt meget til at få den sidste del med uddannelsesdagen, interviews med medarbejdere osv. på plads inden så længe. Vi kommer ind til AlfaNordic med opgaven i slutningen af juni. Så håber vi på, at medarbejderne har lyst til at læse den. Det får de i hvert fald mulighed for.

Facts

Trine og Simone kommer fra uddannelsesvidenskab på Århus Universitet, København. Medio april blev de interviewet til AlfaNordic Magazine ang. deres bachelorprojekt om AlfaNordic.

Links

Latest news

en_US
da_DK en_US

Vi benytter os af cookies for at generere statistik samt optimere brugervenligheden og funktionaliteten. 
I vores cookiepolitik kan du finde mere information om vores brug af cookies og hvordan man sletter eller blokerer disse. 
Hvis du ikke aktivt foretager et valg, men fortsætter med dit besøg på vores hjemmeside, samtykker du til vores anvendelse af cookies.