Ens egne drømme skaber mest energi – Et jubilæumsinterview med Thomas Meldgaard Petersen

Det er 10 år siden Thomas Meldgaard Petersen startede AlfaNordic som en enkeltmandsvirksomhed. Siden da har AlfaNordic transformeret sig til et aktieselskab med tæt på 100 ansatte. Her fortæller han om, hvorfor og hvordan han startede AlfaNordic.

Thomas startede sin karriere på et smede- og maskinværksted, hvor han var med til at bygge og servicere maskiner. Han arbejdede på værkstedet, imens han læste til ingeniør. Den praktiske erfaring gav ham og nogle studiekammerater idéen til, at etablere et firma allerede under studiet. De havde set et hul ude i markedet, hvor de kunne gå ind og hjælpe smede- og maskinværksteder, som ikke selv havde ingeniør-kapacitet og manglede noget hjælp. Firmaet kaldte de MTM maskindesign, fordi de hed Mikael, Thomas og Michael. De mindre virksomheder havde behov for beregningskompetencer – nogen der kunne lave tegninger eller projektere maskiner, hvor de ikke selv kunne gøre det eller kviede sig ved at gå til en større ingeniørvirksomhed.

Da de blev færdige på studiet, og inden de fik set sig om, havde de alle 3 fået tilbudt faste job med god løn, og alt hvad dertil hører med kantineordning, pensionsordning osv., så de lukkede firmaet. Det var første gang Thomas prøvede at være selvstændig. Efterfølgende blev han ansat hos Rockwool Engineering, som projekterer produktionsanlæg til Rockwool, og derefter Krüger Engineering, som projekterer procesanlæg til vandbehandling, og senere kom han til NNE, hvor det handlede om GMP- og procesanlæg, der blev lavet primært for Novo og Novozymes, men også til andre virksomheder i life science-branchen. I den forbindelse var han med på projekter i både Schweiz og Kina, og møder bl.a. Christian Ilsøe, der i dag ejer AlfaNordic sammen med Henrik Linnemann og Thomas.


Hvorfor valgte du at starte AlfaNordic og blive selvstændig?

Hvis jeg skal starte lidt tidligt i forløbet, så fik jeg i NNE muligheden for at blive chef for maskinområdet, da min daværende chef søgte mod nye muligheder. Maskinområdet bestod af 3 afdelinger, og jeg havde 3 afdelingsledere, som refererede til mig. Så det var, i modsætning til, hvad jeg var vant til, primært strategiske ting, der begyndte at lande på mit skrivebord. Jeg kunne mærke, der var nogle ting, jeg havde behov for at lære noget mere om, og meldte mig til MBA-studiet på CBS i 2005 og afsluttede det i 2007. Det var en fantastisk uddannelse, en speciel MBA, som de kaldte MBA-TMO (Technology, Marked and Organisation).

Det var en målrettet MBA til teknologivirksomheder – ledere som kom fra teknologivirksomheder, så vi arbejdede rigtigt meget med know how og knowledge management. Meget handlede om hvordan man kunne udvikle nye produkter og skabe nye services. Vi besøgte spændende, innovative virksomheder og universiteter rundt omkring i hele verden. Det var et super studium, og det passede lige ind i tiden, og det gav mig noget krudt til at se, at der var nogle ting, jeg syntes, kunne gøres på en anden måde. Jeg måtte dog senere erkende, at der var nogle ting, jeg gerne ville, som der ikke blev lyttet til eller man ikke mente, det var tid til. I 2006 forlod jeg NNE og fik job i en anden rådgivende ingeniørvirksomhed, Birch & Krogboe. De havde et mindre område, der arbejdede med services til den farmaceutiske branche, men ville gerne udvikle det yderligere. Jeg blev forretningschef for området, men jeg kunne stadig mærke, at der var et eller andet, jeg havde behov for at udleve. Jeg var simpelthen nødt til at blive selvstændig. Jeg ville lave mine egne strategier og selv tage ansvar for at få dem ført ud i livet. Drømmen var at skabe en rådgivningsvirksomhed, med fokus på life science-branchen og med kunden i centrum. Det var fra starten et mål at skabe en virksomhed bestående af medarbejdere med attitude og lyst til at gøre en forskel. Jeg følte, at tiden var til det med den erfaring, jeg havde, der hvor jeg stod i arbejdslivet, og desuden i familielivet, for det er også en vigtig del af beslutningen når man vil være selvstændig – man skal have involveret familien. På det tidspunkt bestod familien af min kone, Elisabeth, min søn, Alexander, og jeg selv. Vi besluttede i marts 2008, at nu var det nu, skridtet skulle tages, så jeg gik ind og sagde op, og etablerede umiddelbart efter AlfaNordic; til at starte med som et enkeltmandsfirma, da det gik hurtigst, og krævede meget lidt. I dag kan man stort set starte alle firmaer lige hurtigt.

Jeg havde nogle samtaler med en tidligere kollega, Ole Bækgaard, som på det tidspunkt var på vej hjem fra USA. Han havde været udstationeret på et projekt derovre. Han var også klar til at blive selvstændig, og blev hurtigt partner i AlfaNordic. Vi blev nu to ejere, ved at konvertere det til et anpartsselskab, så vi havde en halvdel hver. Vi havde opgaver fra begyndelsen af, så faren for at vi ikke kunne leve af det, blev hurtigt afværget. Det kunne vi simpelthen fra day one. Alt det vi gik og frygtede – f.eks. at vi ikke kunne få kunder og opgaver, oplevede vi heldigvis aldrig.


Hvordan er din tidsopfattelse af perioden, siden du startede AlfaNordic? Føles det som 10 lange eller 10 korte år?

Det er lidt forskelligt, hvordan jeg tænker på det. Der er sket mange ting på de 10 år, så når jeg ser på alt det, der er blevet nået, så synes jeg, det er lang tid siden, vi startede. Vi har etableret os både i Kina og Danmark, og vi har et firma i USA. Vi er snart 100 medarbejdere, og er indenfor hos rigtig mange af de virksomheder, vi gerne vil samarbejde med i branchen. På andre områder synes jeg ikke, det føles som 10 år, for der er hele tiden sket noget nyt. Det er gået rigtig stærkt. Så det kommer an på, hvordan jeg tænker på det.


Kan du huske den første opgave I fik?

Ja, det var en opgave, der kom til at vare 4 år. Det var en kunde, som ledte efter en projektleder til at styre deres egne ressourcer. Kunden var i gang med at etablere ny fabrik til en GMP-produktion af et produkt, de havde i forvejen, men produktet blev på det tidspunkt ikke produceret i overensstemmelse med GMP. De havde lavet en forundersøgelse, og måtte erkende at deres anlæg, ikke kunne ombygges til at overholde gældende GMP-guidelines. Det blev besluttet, at produktionsfaciliteten skulle bygges i Kina. Det bevirkede, at jeg henover efteråret 2008 havde flere og flere af mine aktiviteter i Kina. Kunden ville gerne bruge et ingeniørfirma, som var etableret i Kina, så det endte med, at de spurgte, om vi ikke kunne flytte til Kina, frem for at pendle frem og tilbage. Så jeg flyttede med projektet til Kina i efteråret 2008, og vi oprettede AlfaNordic i Kina som et selvstændigt selskab i 2009.


Hvornår blev Henrik Linnemann en del af AlfaNordic?

Vi havde behov for at få en 3. part ind i firmaet. Vi kunne se, vi havde brug for mere viden omkring GMP. Det er et must i denne her branche. Vi havde hørt rygter om, at Christian Ilsøe var på udkig efter nye udfordringer, så vi kontaktede Christian, men han var ikke klar til at blive selvstændig. “Hvor sætter man sin brik i, så man også får løn næste måned?”, spurgte han, og det kunne vi ikke komme med et godt svar på. Christian anbefalede os at kontakte Henrik Linnemann, som han tidligere havde været kollega med. Henrik var på det tidspunkt freelance konsulent. Vi kontaktede ham, og han besluttede sig for at gå med i firmaet som partner i starten af 2009. Ret hurtigt fik vi en efterspørgsel i Kina på en valideringsmanager, og det var jo spot on Henrik.

Jeg fik desuden ansat en projektassistent, og vi begyndte at ansætte lokal arbejdskraft i Kina, og samtidig hentede vi specialister ind fra udlandet – både danskere, amerikanere, englændere, irere; alle mulige specialister var ude og arbejde for os i AlfaNordic. Inden vi havde set os om, beskæftigede vi 25 mennesker i Kina. Ole fortsatte med AlfaNordic i Danmark og servicerede vores kunder der. Vi havde på det tidspunkt 2-3 konsulenter, der arbejdede for os i Danmark.


Hvornår begyndte I at fokusere og opskalere mere på den danske forretning?

På et tidspunkt i 2011. Henrik og jeg synes, vi havde været længe i Kina på det tidspunkt og Ole havde kørt alt det, der havde med den danske afdeling at gøre. Vi var i kontakt via telefon / Skype og mødtes engang imellem i Danmark, men ikke så tit. Der havde været rigtig meget at lave i Kina, så vi havde egentlig bevæget os i hver vores retning. Ole besluttede sig for, at han gerne ville ud af AlfaNordic, og blive selvstændig med sin egen virksomhed. Vi kunne se, at vore strategier pegede hver sin vej, så vi var med på beslutningen. Vi fik igen et møde med Christian Ilsøe, som på det tidspunkt konkluderede, at hvis han nogensinde skulle være selvstændig, så var det nu. Så han købte 1/3 af virksomheden, og kom med ombord.

Jeg begyndte at bruge mere og mere af min tid tilbage i Danmark. Christian og jeg rettede strategien for den danske del af AlfaNordic til, og vi begyndte at kigge fremad i forhold til, hvordan vi skulle udvikle os fremover. Det var omkring årsskiftet 2012. Christian og jeg brugte det første halve år på at besøge mulige kunder i vores netværk. Vi fik drukket rigtig meget kaffe og snakket rigtig meget strategi. Sommeren 2012 eksploderede det mellem hænderne på os, og vi fik den ene forespørgsel efter den anden. Vi fik rasende travlt, og i første omgang løste vi alt det, vi kunne selv, men vi var nødt til at skaffe mere hjælp og ansætte nogle folk i en fart.


Hvorfor tror du, at der pludselig kom gang i den på det tidspunkt? Var det pga. det arbejde, I havde lagt i alle jeres besøg, eller var det en generel tendens i branchen?

Jeg tror, det var en god blanding. Selvfølgelig skal man være synlig, så branchen ved, at man er der og kan hjælpe, hvis der er nogle opgaver. Og så virkede det helt klart som om, der kom fuld fart på branchen på det tidspunkt. Vi fik i hvert fald rigtig mange opgaver, og ved udgangen af 2012 var vi i alt 12 medarbejdere i Danmark. Vi havde simpelthen så travlt, at alle ledige hænder, og alle dem, der ville, bare kunne komme og hjælpe med at løse opgaver. Derfra gik det over stok og sten. Alle vores budgetter og alle vores planer blev løbet over ende. Vi fik nogle rigtig dygtige medarbejdere ind i virksomheden, og vores voksende netværk i branchen, har siden været med til at sikre, at der har været en konstant henvendelse fra både eksisterende kunder, men også nye kunder.


Hvor bevidst var du egentlig om vigtigheden af at være flere om AlfaNordic i forhold til at starte det selv?

Den erfaring jeg har fra tidligere projekter ift. at løse opgaver og udvikle kompetencer, har overbevist mig om, at alting foregået langt hurtigere og langt bedre, når man er flere om det. Flere hjerner tænker bare bedre, og der opstår nogle dynamiske effekter, som gør, at man kan nå rigtig langt, hvis man samles i en gruppe med komplementære kompetencer for at løse en opgave. Hvis man formår at styre de uenigheder, der opstår i sådan en gruppe, så kan man virkelig flytte store ting. Så helt fra starten af havde jeg et ønske om, at det skulle være mere end kun mig selv. Det er teams, der skaber de store resultater. Derfor har en del af opskriften i AlfaNordic hele tiden været, at trække dygtige medarbejdere og kollegaer ind i virksomheden.


Hvad var visionen med AlfaNordic i starten?

At skabe en kundeorienteret virksomhed, som kan bibringe værdi til vore kunder, og skabe en organisation som altid går all in. Vi vil være den foretrukne rådgiver for Life Science-branchen og være med til at udvikle dygtige og effektive GxP-rådgivere, som løser vores kunders opgaver optimalt, deler viden og skaber værdi ude i branchen. Det med at gå all in er noget, jeg har haft med helt fra mine unge dage. Hvis man går ind i en opgave, så skal man fokusere og yde sit bedste, og så skal man yde noget ekstra. Jeg har altid været skuffet over kollegaer eller samarbejdspartnere, hvis jeg har følt, at de ikke er gået 100 % ind i en opgave. Når jeg tænker tilbage til dengang, hvor jeg aftjente værnepligt, så kan jeg huske, der var gruppedeltagere, hvor det hele bare skulle overstås lettest muligt. Det var aldrig den vej, jeg selv ville gå. Så målet med AlfaNordic har hele tiden været, og er stadig, at skabe en virksomhed, som yder en ekstraordinær indsats. En deterministisk organisation, som, når den går ind i en opgave, løser den så godt som muligt, og i øvrigt bliver på opgaven, indtil den er løst. Det er noget af det, der altid har været en ledestjerne i min måde at være på – både som privatperson, men også arbejdsmæssigt. Det har ligesom været idégrundlaget, for at blive selvstændig. Vi vil kunne servicere kunderne bedst muligt, og løse de ekstraordinære opgaver.


Hvordan sørger man for, at den deterministiske tilgang findes hos alle medarbejdere i takt med at virksomheden vokser?

Først og fremmest ansætter vi medarbejdere med den rigtige attitude. Vi er bevidste om, at det med attituden er vigtigere end de helt rigtige kompetencer. Det med at ændre folks attitude, er ikke så nemt, som det er at opgradere deres kompetencer. Det er langt nemmere at lære folk nye færdigheder. Hvis medarbejdere allerede har en videregående uddannelse, så ved vi jo godt, at de rimelig hurtigt kan tillære sig nye faglige egenskaber.

Desuden har vi formuleret en vision / mission for virksomheden samt 5 principper, som er vores ledestjerne, så både medarbejdere, ledere og kunder kan se og forstå, hvad det er, vi gør i AlfaNordic.

De 5 principper er:

24 timers responstid, Et ord er et ord, Vi deler viden, Vi ser muligheder og Vi går et skridt længere.


Hvis du skulle give et eller andet videre til andre iværksættere i forhold til at starte virksomhed, hvilke erfaringer synes du så selv, du har gjort dig?

Hvis man ikke starter op i sine helt unge dage, men har fået sig en familie, så skal man have familien med på idéen, for det er et spring at tage, når man går fra at være lønmodtager til at blive selvstændig iværksætter. Det kræver noget, og man skal have afklaret med sin familie, at der kan være tidspunkter, hvor de ikke kommer til at se så meget til en. Der vil være perioder, hvor man er på opgaverne stort set 24-7 – i hvert fald i den type virksomheder, som jeg vil stå inde for. Den virksomhed der gør noget ekstraordinært, og skaber ekstraordinære resultater. Når det er sagt, så handler det om at slippe drømmen løs, og det kan jeg kun anbefale. Det skaber en enorm energi, når man tager hånd om sine egne drømme, og sætter ting i gang ude i verden. Hvis man kan få det til at fungere, vil man kunne skabe helt ekstraordinære resultater, som man sjældent får mulighed for i en større organisation som lønmodtager. Jeg kan kun anbefale, at flere tager springet ud i selvstændigheden, og sætter deres egne idéer i gang. Man skal være klar til, at der bliver begået fejl og træffes forkerte beslutninger, men det er en del af det, og så må man lære af sine fejl, forsøge at minimere dem, og undgå for mange gentagelser. Det er vigtigt at få sat nogle høje mål, og stræbe efter at nå dem. Og det er vigtigt at huske, at fejre sine succeser. Det kan man hurtigt komme til at glemme. Desuden er det vigtigt, at få nogle mennesker med som kan komplimentere ens egne mangler, sådan at man hele tiden opbygger en styrket organisation. Man skal tiltrække nogen, der har kompetencer, som er bedre end ens egne indenfor deres område.


Hvor er AlfaNordic på vej hen i fremtiden? Hvor flytter branchen sig hen, og hvordan følger AlfaNordic med?

Når man kigger på branchen, den vækst og udvikling der har været, tænker jeg, at den fortsætter en rum tid endnu. Der er stadigvæk behov for nye behandlingsmetoder, nye medikamenter, ny medicin, så branchen vil vokse. Det er jeg ret sikker på. Der kommer ny teknologi til hele tiden. Der sker en hastig udvikling indenfor IT-området med kunstig intelligens, robotter og mere avanceret brug af software, så der opstår hele tiden nye metoder, nye arbejdsområder, og det tror jeg kun, vi vil se gå endnu hurtigere i fremtiden. Vi kan se, at noget af den IT, der bliver udviklet i helt andre brancher, vil kunne blive brugt i life science-industrien, f.eks. inden for kvalitetssikring. Den blockchain-teknologi der pt. bliver anvendt ifm. digitale valutaer, er noget helt nyt, som jeg er sikker på med tiden, vil bevæge sig ind i kvalitetssikringen.

Hvis vi ser på de 10 år, vi har været i gang, og på den retning, vi har bevæget os i, så tror jeg, det vil fortsætte en rum tid endnu. Vi udvikler til stadighed vores kompetencer og har jo bla., sammen med nogle af vores kunder, startet vores graduateprogram Pharma Academy, hvor vi ansætter helt nyuddannede, og giver dem en skræddersyet uddannelse indenfor GxP, så de kan komme hurtigt i gang med at bidrage i life science-branchen. Det er en del af vores mission om at bidrage aktivt til videnssamfundet. Vi vil udvide vores kompetenceområder, og gå mod det mål, at skabe en rådgivervirksomhed, der kan løse alle opgaver inden for life science-branchen. Det vil vi gøre via fortsat organisk vækst, men vi vil også købe os til kompetenceområder, som vi ikke har i dag. Vi vil være markant større i Danmark, og samtidig være tilstede i specifikt udvalgte lande med vores internationale forretning. Det er vores vision, at vi også vil være internationalt anerkendt for vores life science-rådgivning.

Fakta

Det er 10 år siden, at Thomas Meldgaard Petersen startede AlfaNordic som en enkeltmandsvirksomhed. Siden da har AlfaNordic transformeret sig til et aktieselskab med tæt på 100 ansatte.

Links

Seneste nyt

Hvordan får du succes med dit projekt?

AlfaNordic har i mere end 10 år arbejdet med projekter i life science-industrien, og har gennem dette arbejde identificeret en række problemstillinger, der ofte resulterer i forsinkelser eller budgetoverskridelser, hvorfor vi har udviklet Projekt Due Diligence.
Project Due Diligence er en rådgivningsydelse med fokus på at sikre at de basale forudsætninger for at dit projekt holder og at den rigtige fordeling af ressourcer og ledelsesfokus med videre, er understøttende for projektets fremdrift.

Læs mere »