Ultimativ vilje

Hvis man skal sætte et mærkat på Henrik Bjørn Linnemann, så rammer forandringsspecialist ret præcist. I anledning af hans 50-års fødselsdag, fortæller han her om vejen frem til der, hvor han er i dag som senior partner i AlfaNordic A/S.

Henrik startede med at gå med aviser, siger han med et smil, når man spørger ind til hans arbejdsliv. Han kan ikke huske, at hans karakterer fra studentereksamen var specielt prangende, men det blev de, da han kom på DTH (som DTU hed i 1993), hvor det hele var mere interessepræget. Han var 26 år, da han blev færdig som civilingeniør med speciale i korrosion, og hans første job var helt bogstaveligt en skattejagt. Hans far var chef for Søværnets Minørtjeneste, og anbefalede Henrik til et konsulentjob for Karsten Ree på Den Blå Avis, hvor han var med til at hæve en tysk ubåd. Hans første opgave var meget konkret at analysere et stykke ræling, der netop var hevet op fra omkring 60 meters dybde.

De fandt aldrig nogen skat på ubåden, og Henrik gik i gang med en Ph.d. i atmosfærisk korrosion i Manchester, men blev 3-4 måneder senere tilbudt et job hos NKT i Middelfart som udviklingsingeniør. Her tog han del i produktudvikling og kvalitetskontrol. Henriks chef sagde op efter et halvt år, og anbefalede Henrik til at overtage hans stilling som laboratorieleder. Henrik husker, han lærte en masse om miljø, og særligt om at være omkostningsbevidst. Stykpris betyder noget, når man producerer og sælger søm og skruer. I 1998 kom Henrik til Novo Nordisks fyldefabrik i Kalundborg som QA i validering. Det var her han for alvor startede sin karriere indenfor validering. Fra Novo Nordisk kom han til NNE som valideringsprojektleder og senere afdelingsleder.

Henrik var knapt 30, da han mødte sin kone, Anne Cathrine. De var blevet sat sammen til et bryllup. Nogle af deres fælles venner mente, at det var en rigtig god ide, og det var det jo, griner Henrik. De blev gift i 1998. Anne Cathrine er cand.mag. i russisk, dansk og engelsk, gymnasielærer og lektor. Hun underviser i dag på Københavns VUC. Familien har altid været en stor del af Henriks bedrifter. I starten boede de i Slagelse på en lillebitte gård, hvor de fik deres første dreng, Alexander. Henrik muntrede sig med at lege fritidsfarmer, og fik snakket med de lokale bønder om alt muligt. Han vidste ikke noget om at drive landbrug – ikke en rygende fis, så han lånte bøger om at holde kvæg, snakkede med de lokale og gjorde sine egne erfaringer. Det gik fint, og han solgte en del kød til Kalundborg og omegn. Senere fik de en større gård med en 13-14 hektar land i Gundestrup ved Holbæk med kig ud over Issefjorden. Der boede de et par år med køer, får o.l. Derefter droppede de landlivet. Nu var det tid til at prøve noget nyt. Henrik tog til Brasilien for NNE, og efterfølgende gik turen med hele familien til Clayton i USA, hvor Alexander startede i skole.

Efter USA arbejdede Henrik – bortset fra et kort stop hos PFA i København – videre som freelancer i et guns-for-hire bureau, hvor han pendlede ugenligt til bl.a. Spanien og Holland. Det var teknisk set også for NNE, men ikke som ansat. Det begyndte at blive lidt hårdt med alt det pendleri, men det skal til tider åbenbart gøre ondt, før man forstår budskabet, som han siger. Det var i denne periode, han begyndte at snakke med Thomas og Ole (Thomas Meldgaard Petersen og Ole Bækgaard), som tilsammen udgjorde AlfaNordic på det tidspunkt.

I 2008 kom Gustav til verden, i 2009 indtrådte Henrik som tredje partner i AlfaNordic, og et halvt års tid senere tog han og Thomas med AlfaNordic til Kina for at være bygherrerådgivere på en fabrik for Novozymes. Henrik rykkede hele familien med derud i 3 år. Det var en spændende tid. AlfaNordic stiftede virksomhed i Kina og prøvede at slå igennem i det kinesiske marked, men det var ikke let. Der var mange sjove  og lettere bizarre oplevelser. Når en virksomhed f.eks. skulle endelig godkendes, så var politiet sidste instans. Henrik kan huske, at en politikvinde bag skranken rakte hånden frem og forventede, at der blev lagt noget i den – en lille anerkendelse som udveksling for godkendelsen. På den måde var den kinesiske forretningskultur noget anderledes end den danske. De deltog også i flere udbudsrunder og vandt på et tidspunkt en, men efterfølgende hørte de ingenting, selvom de mailede og ringede flere gange. Da projektet for Novozymes ude i Kina sluttede, var det på tide at komme hjem igen. Nu skulle AlfaNordic for alvor etableres i Danmark.


Hvad drømte du om at blive, da du var ung?

Jeg vidste det faktisk ikke. Efter gymnasiet var jeg først værnepligtig i Gardehusarregimentet og så elev i sparekassen SDS, men stoppede efter 2 mdr., for det var ikke noget for en rastløs sjæl som mig”. Han griner. ”De havde aldrig prøvet, at en elev kom og sagde op, så de måtte ringe til hovedkontoret. Jeg ved faktisk ikke med sikkerhed, hvorfor det blev DTH (nu DTU) og korrosion, jeg landede i. Det er jo tit og ofte mere et fravalg end et tilvalg, hvor man finder ud af, der er noget, man er god til. Det er mere eller mindre tilfældigheder. Jeg var oppe og snakke med Helsingør Teknikum forinden, for der kendte jeg en, der læste, men jeg kom nogle dage for sent i forhold til ansøgningsfristen. Så blev det DTH. Materialevidenskab interesserede mig, og jeg kunne godt lide vejlederen der, professor Maahn. Han var en krævende men god mand, at læse hos. Det hele var meget selvstændigt der, og det befandt jeg mig rigtig godt med. Det var en rigtig god tid.


Hvordan kunne du tage springet fra NKT til Novo Nordisk?

Ja, det stod jo ikke lige skrevet, da jeg stod med et søm og en skrue i hånden på NKT, at jeg skulle op og være med til at lave insulinfabrikker, men jeg er jo maskiningeniør, så den viden hænger meget godt sammen med at lave processanlæg. Det var den viden, jeg blev ansat på. Det var kvalitetsafdelingen, der skulle have en, som kunne forstå deres ingeniører, når de kom, og skulle have tingene godkendt. På NKT var vi iso-certificerede, så jeg vidste noget om kvalitet og kvalitetsstyring, selvom jeg på ingen måde var ekspert på det tidspunkt. Det var hele tiden kvalitet ovenpå noget teknik, som jeg vidste en del om, så den samlede pakke var åbenbart nok til, at de ville bruge mig, og så lære mig noget mere om validering.


Hvordan holder man sammen på en familie i alt det, du har bedrevet?

De tidspunkter hvor vi rejser sammen, er vi faktisk tættere sammen, end når vi er herhjemme. Resten af familien og venner er jo i Danmark, alene det bridrager til, at vi rykker tættere på hinanden. Og så har min familie været meget fleksible. Der er hele tiden givet plads. Det er meget fornemt. Det kan også være, det nogen gange har været gavnligt, at vi har været lidt væk fra hinanden. Det har givet luft og mulighed for at trække sig lidt mere ind i sig selv. Men jeg mærkede faktisk, at det var ret hårdt med Brasilien, hvor Alexander bare var en lille dreng. Første gang jeg var hjemme i 2 uger, var det svært at komme afsted igen. Anden gang var det endnu sværere. Så jeg tænkte, at sådan skulle det ikke være fremover. Heldigvis har Anne Cathrine altid været med på at rejse ud i verden, og det har tit passet med, at hun også har synes, at der skulle ske noget nyt.


Var det et 8 til 4 job dengang, du var fritids-landmand, siden du også havde tid til det?

Nej, det var det sådan set ikke. Jeg var bare yngre, siger han med et smil. Jeg så det ikke som en pligt, tværtimod. Jeg stressede meget af ved at gå og kigge på de dyr. Det var noget helt andet, meget håndgribeligt. Det var også der, jeg lærte at krejle. Når man skal sælge, er man nødt til at være lidt fræk. Man skal kigge lidt på modstanderen, og kunne se, hvad det er, de vil have, og man skal ikke være alt for pæn. Man skal turde sige sin pris, det er noget jeg efterfølgende har kunnet bruge.


Hvis du skal sætte ord på, hvad er det så, du kan?

Jeg er meget målfikseret. Helt sikkert mere målfikseret end procesfikseret. Hvordan kommer vi fra A til B? Det handler om vilje. Vilje er det ultimative.


Hvad betyder vilje for dig?

Det betyder, vi ikke giver op. Hvis vi sætter os målet og en tidsramme, så gør vi det. Der er ikke alle mulige undskyldninger, alle mulige violiner, der spiller den gode historie. Det er viljen til at nå det mål – også selvom det gør ondt, og det gør altid ondt på et tidspunkt. Så kan det godt være, det er nemt at kvitte, og kaste håndklædet i ringen, men hvis man selv vil have noget ud af det, så er det med at bide tænderne sammen og komme videre.


Kan du selv huske, du har måtte give op?

Ja, da. Ellers ville jeg være lidt af et overmenneske. Det er sådan noget, man lærer af. Så må man tage sig sammen og se på, hvad det var, der gik galt, og bruge det til at komme videre. Man kan jo kun finde frem til sit toppræstationsmønster, ved også at se på, hvornår det går galt. Alder betyder noget her. Med tiden finder man frem til, hvor det er, man selv agerer bedst. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er bedst i et setup, hvor jeg er en slags opstartskatalysator. Der hvor der er behov for en intensiv vilje, når noget skal sparkes i gang. Så snart det er oppe at køre, og bliver mere procesorienteret, så bliver der mindre interessant for mig. Det er ikke der, jeg er bedst. Det er en anden fase.


Du er jo i god form. Er fysikken en del af det hele?

Det betyder meget for mit velvære, både fysisk og psykisk, at jeg dyrker sport. Da jeg var ung spillede jeg meget badminton, også på konkurrenceplan. Senere begyndte jeg at løbe, og det har jeg altid befundet mig godt med. Jeg løber stadig omkring 10km tre gange om ugen og har gennem tiden løbet 10 marathons. Desuden er jeg begyndt at svømme. Det kom jeg ret sent i gang med. Mit mål er at kunne ligge og crawle baner. Lige nu bliver jeg til tider blå i hovedet, og får slugt halvdelen af bassinet, men det skal nok komme.


Hvorfor blev du en del af AlfaNordic?

Jeg havde allerede bestemt mig for at blive selvstændig, da Thomas og Ole tog kontakt til mig. Thomas og Ole er ligesom mig begge to maskinfolk, men mere på projektledelsessiden, mens jeg jo er mere på valideringssiden. Jeg havde mødt Thomas nogle gange i NNE sammenhænge. De ville gerne snakke med mig, fordi jeg var i markedet og havde den der QA baggrund. Jeg ved faktisk ikke præcis, hvor de havde hørt om mig. Jeg tror, de vidste, jeg var løsgænger / freelancer, og de manglede et kvalitetsben i deres konstellation, og så fik vi talt os til rette om en indtrædelse som partner.


Var familien bare uden videre klar på, at tage til Kina?

Vi snakkede om projektet, og hvad der kunne ske, hvis det var. Pludselig skulle de have en valideringsleder på derude. Jeg kan huske, jeg snakkede i telefon med projektlederen derude, en australier. Han ville gerne have mig derud med det samme, men jeg skulle aflevere nogle ting herhjemme først. Vi blev enige om, jeg straks skulle derud for at inspicere, og så hurtigst muligt flytte derud med familien. Ikke længe efter tog vi derud med kufferterne fulde. Anne Cathrine var på barsel på det tidspunkt med Gustav på 9 mdr. Han havde kridt hvidhår, så alle kineserne var meget imponerede, og ville gerne røre og nusse ham.


Havde I kun aftalen med Novozymes på det tidspunkt?

Ja, og så arbejdede Ole herhjemme på nogle ting. Vi fik en lille smule at lave udenfor Novozymes, men vi havde ikke nok tid til at få det rigtigt op at køre. Vi var inde og byde på projekter. Det var ofte meget formelt, hvor man skulle aflevere sit projekt indpakket i brunt papir, og stå på rad og række, mens det blev pakket ud og præsenteret.


Var Novozymes det første store projekt i AlfaNordic?

Thomas og Ole havde lavet lidt inden da, men det var mindre opgaver.


Var det meningen, I ville køre videre derude, da opgaven for Novozymes var afleveret?

Nej, på det tidspunkt, var vi ret enige om, vi ville hjem. Vi ville gerne have ansat nogen, der kunne køre det videre, og det var næsten ved at lykkes for os, men så alligevel ikke.


Hvor mange var i, da det var størt derude?

Der var nok omkring 30, der kaldte sig en del af AlfaNordic. Selve kernen var lidt mindre.


Hvornår begyndte I at snakke med Christian (Christian Ilsøe)?

”Det startede vi faktisk allerede mens vi stadig var i Kina. Vi havde brug for, at få gang i noget netværk i Danmark, og det startede Thomas og Christian på. Ole havde besluttet sig for, at han hellere ville have sit eget, og bare være sig selv. Der skete jo rigtig mange ting ude i Kina. Der var mange beslutninger, der skulle tages ift. selskabet derude, som det havde været svært for Ole at tage del i. Jeg så på LinkedIN, at Christian ledte efter udfordringer. Vi kendte ham fra NNE, så ham ringede vi til, både fordi vi havde brug for en med et andet netværk end det Thomas og jeg havde, og desuden fordi, han havde han kunne komme med en hel masse ift. kvalitetssikring. Han kom jo direkte fra DS Cerficering.


Hvad tror du, der er rigtigt i den konstellation, Christian, Thomas og dig, siden I har haft så meget succes?

Vi er ret forskellige, og har hver vores fokusområder. Det betyder rigtig meget. Det er der ingen tvivl om.


Har det samarbejde altid været nemt?

Nej, det har det da ikke. Vi har jo allesammen stærke holdninger, men vi har skabt nogle rammer, nogle spillerregler for os. Det handler om AlfaNordic. Vi har altid været meget enige om visionen omkring AlfaNordic. Det er det, der holder os sammen. Værdierne og målet er på plads.


Hvad er dit fokusområde?

Jeg nyder den frihed, jeg har nu, til at prøve nogle ting af. Jeg starter ting op. Der skal en del stædighed til, når man skal starte noget nyt op. Der skal vilje og en hel del arbejdsenergi til. Jeg kan da godt mærke, jeg ikke er 20 år længere. Det er blevet hårdere, men det betyder ikke, at jeg har nogen intentioner om at stoppe op. Slet ikke. Jeg er bare nødt til at forholde mig til det og finde løsninger på det, siger han og griner, og så går jeg mere efter interesserne nu. Det er bl.a. også derfor, jeg læser kunsthistorie.


Hvorfor var det lige kunsthistorie, du valgte at kaste dig over?

Jeg kunne godt tænke mig at læse noget igen. Det var et af de her rastløse øjeblikke. Det ville nok være mere lige for, at læse en MBA med mit job, men det gad jeg simpelthen ikke. Tror det er noget med alderen. Humaniora er blevet mere interessant,” siger han med et smil. ”Jeg kiggede efter, hvad man kunne læse på universitetet om aftenen og udenfor almindelig arbejdstid. Der stødte jeg på kunsthistorie. Jeg har til alle tider godt kunne lide historie, så jeg begyndte at tage fag. Det var med eksamener, og dem gik det godt med, så jeg købte en masse kunstbøger, og gik i gang med at tage en Bachelor of Art derinde – indtil jeg fandt ud af, at man på åbent universitet ikke kan få lov til at lave selve bacheloren. Man kan godt tage alle fagene, men man kan ikke skrive selve eksamensopgaven. Der forsvandt målet for mig. Mange mennesker ville nok sige, at jeg bare kunne læse det, nyde det og have det sjovt med det, men jeg vil også rigtig gerne have et mål med det, så jeg tog konsekvensen og meldte mig til Open University i England. Der kan man studere på distancen. Så der er jeg pt. ved at læse en MA (Master of Arts) i stedet for. Jeg er på andet år nu. Jeg bruger nok 1-2 timer om dagen på læsning, og så er det mere intenst, når der er opgaver, der skal skrives. Jeg står som regel tidligt op om morgenen, tager en kop kaffe og læser en times tid, mens jeg er klar i hovedet. Det er meget berigende – en helt anden tankegang end jeg har været vant til.

Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke dyrker det åbne universitetskultur mere i Danmark. Hvis jeg valgte at stoppe nu, så ville jeg jo få et stykke papir på, at jeg har det første år. Der er masser af mennesker i udlandet, der tager et fag her og der, og stille og roligt står de faktisk med en akademisk grad, som de kan bruge til noget i deres arbejdsliv. Folk bliver f.eks. ingeniører på den måde. De har måske stået nede ved produktionslinjen i nogle år, men stille og roligt har de fået sig en akademisk grad. Så har de lige pludselig både et meget indgående kendskab til maskineri, og de har fået noget teori ovenpå. Det er nogle stærke mennesker, der kommer ud af det. Det har vi ikke så mange muligheder for i herhjemme, og det er bare ærgerligt. Men det kommer vel forhåbentligt.”


Hvad er det for noget kunst, du tager ud og kigger på?

Min smag er blevet meget bredere, efter jeg har lært noget om det. Jeg kan specielt godt lide det fra anden del af 1800-tallet og begyndelsen af det 19 århundrede, men jo mere jeg lærer om alle ting, jo mere spændende synes jeg egentlig, det er. Jeg er pt. mest til malerier og skulpturer.


Er der nogen særlige kunstnere, du kigger på?

Den franske kunstner Édouard Manet. Ham kan jeg rigtig godt lide. I hans periode var han meget kontroversiel. Han var meget banebrydende ift. hvad der var etableret på det tidspunkt. Det tog ham mange år at blive anerkendt.

Fakta

Henrik er civilingeniør, landmand og kunsthistoriker og så er han fuldtids senior partner i AlfaNordic A/S. I anledningen af hans 50-års fødselsdag, fortæller han om vejen frem til AlfaNordic A/S.

Links

Kontakt Henrik Linnemann

QA

Seneste nyt

da_DK
en_GB da_DK

Vi benytter os af cookies for at generere statistik samt optimere brugervenligheden og funktionaliteten. 
I vores cookiepolitik kan du finde mere information om vores brug af cookies og hvordan man sletter eller blokerer disse. 
Hvis du ikke aktivt foretager et valg, men fortsætter med dit besøg på vores hjemmeside, samtykker du til vores anvendelse af cookies.