Frank har prøvet lidt af hvert

Frank Winther-Hinge er ansat som Director for Strategic Compliance and Risk Management – et nyt område hos AlfaNordic. Kompetencerne er ikke nye, men har tidligere været fordelt ud i flere afdelinger. En stigende efterspørgsel på risikoanalyser på især produktionsanlæg har gjort, at området nu prioriteres med en helt nyt forretningsområde.

Frank er oprindeligt uddannet elektriker, men læste umiddelbart efter til el-ingeniør. Han skrev sit afgangsprojekt hos NNE Pharmaplan (dengang NNE, Novo Nordisk Engineering, red.). Han fik af vide, der ikke var job til ham, men Frank satte alligevel sit CV i en skifteramme og gav det til den daværende adm. direktør i NNE samme med et søm i en kurver og beskeden om, at hvis han hang det op bag døren, kunne han bare kigger der, når han på et tidspunkt manglede en frisk ung ingeniør. 2 måneder efter blev han fastansat.


Du har været lidt omkring?

Der er bestemt ikke nogen rød tråd i min karriere. Jeg startede i NNE som projektleder for mindre el-projekter, og arbejde rundt omkring på Novo Nordisk-fabrikker i 6 år. Senere blev jeg – pga. min interesse for både forretningsprocesser, virksomhedsanalyser og økonomi, Executive Assistant for en vicedirektør i NNE. Min umiddelbare svaghed ved ikke at være ex. cand merc. eller cand oecon, blev min styrke. Jeg kunne kigge på virksomheden med andre øjne, end en typisk konsulent ville gøre det, og kunne udfordre den fra en ingeniørs verden. Det medførte, at jeg efter 2 år, blev tilbudt jobbet som Executive Assistant hos NNE’s økonomidirektør (CFO), og så kom det i sagens natur til at handle meget om økonomi.

For at få en bredere erfaring og teori bag mit arbejde, tog jeg en Executive MBA. Mit afgangs-projekt handlede om ledelse i en inter-national virksomhed. Jeg blev færdig i 2007 og blev umiddelbart efter spurgt, om jeg ville tage rollen som projektleder for integrationen af NNE og det nyindkøbte Pharmaplan (et datterselskab af Fresenius). Efter en vellykket integration, blev jeg økonomidirektør for det nye tyske firma og tilhørende 5 datterselskaber (Rusland, Indien, Malaysia, Schweitz & Tjekkiet). Jeg flyttede derned i 1,5 år. Desværre var funda-mentet for en forretning forsvundet samtidig med finanskrisens indtog i Europa, så efter en 4-5 organisationsændringer, tog jeg tilbage til Danmark, og blev i stedet ledelseskonsulent i NNE Pharmaplan herhjemme.

I rollen som ledelseskonsulent hjalp jeg vores kollegaer i Rusland og Indien med at operere efter de ledelsesværdier, der var en del at virksomhedskulturen. Jeg fløj frem og tilbage til Rusland i et år, hvorefter tiden var moden til at prøve noget nyt og jeg tiltrådte som økonomi-direktør i et arkitektfirma – RH-Arkitekter. Det var spændende og udfordrende på samme tid. Efter 1,5 år var mine opgaver afsluttet og sammenholdt med en nedgang i arkitektbranchen, valgte jeg at stoppe, og kom i hurtig i kontakt med AlfaNordic, hvor jeg begyndte at tage opgaver; først som konsulent og nu som fastansat.


Hvad var din første opgave for AlfaNordic?

Det var en GAP-analyse på Bavarian, som jeg kom på i maj 2013.


Hvornår blev du fastansat?

1. oktober i år.


Er du allerede i gang? Sidder du med noget lige nu?

Ja, jeg arbejder hos en del kunder allerede nu og samtidig bygger vi en forretning op fra grunden. Kompetencerne er i huset, men de skal samles, struktureres og forfines. Lige nu er jeg på opgaver for flere af de store farmaceutiske virksomheder her i landet – bl.a Leo Pharma og Bavarian Nordic. For Leo Pharma skal vi gennemføre en risikovurdering på produktionen af et af deres mange produkter. Jeg har netop været med til at afslutte en sag for Novo Nordisk, hvor vi udførte en gennemgribende risikovurdering på alle deres produktionsanlæg i Kina, Brasilien, Frankrig, USA og Danmark og oven i alt det, udarbejder jeg standarder, kundepræsentationer m.m. Så jeg keder mig ikke, siger han med et smil.

Vi kan præsentere en fremgangsmåde, der giver mere indsigt i arbejdet med risici i processerne i hverdagen, og som skaber en ensartet forståelse blandt operatører, specialister og proces ansvarlige på, hvordan man får en bedre og mere sikker produktion.


Hvorfor er der behov for i AlfaNordic, at udvide med en særlig afdeling indenfor Risk Assessment (Risk Management)?

Vores kunder (pharma og biotech) har altid haft fokus på risikovurdering i kraft af deres arbejde med lægemidler, men nu oplever vi, at de efter-spørger en mere standardiseret metode – en nemmere måde, at arbejde med risici på. Vi tager udgangspunkt i FMECA-modellen, der jo har sin oprindelse fra det amerikanske militær tilbage efter Anden Verdenskrig. Senere brugte NASA den til at sende mennesker på månen og derefter kom bil- og flyindustrien med. I 90’erne kom den ind i pharma-industrien via Q9, men den er ikke velintegreret endnu i produktionsvirksomhederne, på samme måde som vi f.eks. ser i flyindustrien, hvor risikovurdering er en del af kulturen. Vi kan præsentere en fremgangs-måde, der giver mere indsigt i arbejdet med risici i processerne i hverdagen, og som skaber en ensartet forståelse blandt operatører, specialister og proces ansvarlige på, hvordan man får en bedre og mere sikker produktion. I dag skal man jo lave en risikovurdering på sin farmaceutiske produktion. Der står ikke hvordan, men du skal kunne dokumentere den. Her kan vi komme på banen med vores måde, og vi har efterhånden en del opgaver i det regi. Derfor vurderer vi også, at markedet kan bære en afdeling nu.


Er det primært eksisterende anlæg eller nye anlæg I pt. laver vurderinger på?

Både og. Vi kan tilbyde sammen med med-arbejderne hos vores kunder, at skabe en standardiseret risikovurderingsmodel, der kan anvendes på tværs af afdelinger. Et ledelsesværktøj til at skabe en sikker produktion, og kultur til at vedligeholde det.


Hvordan forløber en risikovurdering i praksis ude i virksomheden?

Vi får først beskrevet anlægget til sit fulde og laver så et produktions-flow, hvor vi tegner hele processen ned i detaljer. Vi går ned og kigger på hvert enkelt trin og identificerer hvad kan der gå galt; hvilke fejl der kan opstå.

Der er en generel præsentation overfor med-arbejderne, der er valgt ud til at deltage i analysen. Forinden er alt relevant materiale identificeret og indsamlet. Det er dokumentation, tidligere risikovurderinger / analyser osv. Alt hvad der er lavet gennem årene. Det er vigtigt, man ikke kommer ud og stiller de samme spørgsmål, som andre har stillet tidligere. Det skaber mistillid. Når vi mødes med medarbejderne, forklarer vi forløbet, og gør det klart, hvorfor vi er samlet, og hvad pointen med risikovurderingen er. Det handler jo om, det vi skal undgå, nemlig fejl. Nogen gange viser jeg eksempler på fejl, der er sket for andre virksomheder.


Hvilke eksempler?

Der er mange. Et af dem jeg bruger, er bl.a. verdens største chokoladefabrikant, som fandt ud af, at der var salmonella i deres chokolade. Et andet handler om en stor producent af morgenmadsprodukter, der fandt glas-partikler i deres morgenmad. Der findes utallige eksempler på produkter, hvor man ikke har registreret hvorvidt en given vare, har været opbevaret i den rette temperatur. Det har resulteret i, at man har måtte trække hele partier tilbage. Der er også sjove eksempler på varer, der bliver stillet forkerte steder, fordi en operatør ikke vil iklæde sig varmt overtøj, inden han kører dem på kølelager osv.
 

Vi har nogen gange fået at vide, at vi gerne må være afslappet klædt på, så vi ikke ligner en flok McKinsey-folk.


Risikovurderingen kan til tider mistænkes for at være en effektiviseringsøvelse. Hvordan forholder I jer til det?

I faciliteringsprocessen, der ligger ifm. at lave en risikovurdering, er det nok det allervigtigste faktum at præcisere, at vi ikke kommer fra f.eks. myndighederne, et effektiviseringsbureau eller lign. Kunderne selv, er faktisk opmærksomme på det. Vi har nogen gange fået at vide, at vi gerne må være afslappet klædt på, så vi ikke ligner en flok McKinsey-folk.

Jeg synes faktisk, vi relativt hurtigt får skabt den nødvendige tillid. Vi får hurtigt fortalt om vores baggrund, og vi får fortalt de involverede, at de skal sige alt det, de ellers ikke må sige, siger han med et glimt i øjet. Hvor kan det gå galt? Hvad kan der blive lavet af fejl i denne produktion? Det kan være helt absurde ting. Når de store fejl sker, så er det typisk det, man aldrig havde set komme, der går galt. Analysen er aldrig bedre, end de input vi får, så det er alfa omega med gode input. Vi kan gå ind med vores erfaringer, processer, vores måde at anskue tingene på osv., men hvis vi ikke få skabt tilliden, så er det ikke noget værd. Derfor gør vi også meget ud af, at få et bredt spekter af folk fra en given produktion.


Hvad er det, der tiltaler dig, ved at arbejde som konsulent?

Forskellige opgaver og forskellige kunder. Det der umiddelbart trigger mig er eksekveringen af projekterne – kontakten til kunden, og det at vi gør en mærkbar forskel allerede fra første besøg. Tiden er også en faktor for mig. Vores projekter har en relativt korte eksekveringstider – typisk fra 3 til 6 måneder. Når man starter en opgave, så har den ledelsens bevågenhed; alle er fokuserede, men det fader mere og mere ud, jo længere tid projektet strækker sig over, så det bliver sværere at få noget igennem på de lange projekter. Det bokser man ikke så meget med på de korte projekter, og så er der større variation i opgaverne.


Hvor mange timer arbejder du som konsulent?

Jeg arbejder meget – men det er også min hobby. Det handler jo om, at man skal finde noget, der er sjovt at lave, så skal man nemlig aldrig mere på ”arbejde”. Han smiler. Jeg har altid arbejdet meget. Lige nu er det vel omtrent 200 timer om måneden, men jeg regner med, at det med tiden bliver lidt mindre. Det er målet – ja, faktisk et bonusmål min chef har sat mig.

…jeg er god til at tage en kompleks opgave, dele den op og sætte den i system – akkurat som at skulle spise en elefant; den skal spises i små bidder


Hvad er dine spidskompetencer? Hvad er det, du primært kan?

Jeg er god til ledelse af medarbejdere, og jeg er god til at tage en kompleks opgave, dele den op og sætte den i system – akkurat som at skulle spise en elefant; den skal spises i små bidder. Jeg er meget struktureret, og jeg er god til at sætte mig ind i nye ting. Det synes jeg også, min karriere afspejler. En stor del af det jeg gør, handler om at tilegne mig viden om en kompleks opgave, få den formidlet, så alle kan forstå problematikken og så komme i gang med at løse den.


Hvad med din fritid?

Den bruger jeg med min familie. Jeg bor sammen med Mia og sammen har vi 3 børn. Den ældste er lige flyttet hjemmefra og startet på jurastudiet. Det har vi tit lange snakke omkring. Så spiller jeg lidt golf… med streg under lidt. Min udstyr er ikke så slidt, som det burde være. Jeg løber et par gange om ugen, og så styrke-træner jeg med min søn, der desværre er gået hen og blevet større og stærkere end jeg. Tiden med min mindste datter bliver tit brugt over spisebordet og gerne med lange diskussioner omkring matematikkens forunderlige (iflg. hendes far) verden.

Vi bor i  Bagsværd, i et hus som vi selv har bygget. Min familie har desuden et hus i Sydfrankrig. Der elsker vi at være. Det passer også godt med, at jeg er begyndt at interessere mig for vin og samler lidt.


Hvor synes du AlfaNordic er på vej hen og hvilke udfordringer findes der forude?

Den kompetence AlfaNordic besidder, er ikke et typisk fokusområde. Al den dokumentation bliver ofte anskuet som et nødvendigt onde. Det kræver en helt speciel type medarbejdere. De skal være specialister og måske også gerne lidt nørdede. Det er medarbejdere, som kan arbejde længe alene, og som kan sidde i en kaotisk situation i en virksomhed, samle sig om noget meget specifikt og få løst det, så virksomheden kan komme videre. AlfaNordic-medarbejdere er i perioder lonely riders. Der er ikke så mange projekter, hvor 5-10 mand arbejder i fællesskab. Vi skal være i stand til at tiltrække den type medarbejdere, som der ikke findes så mange af. Det er en konstant udfordring.

Fakta

AlfaNordic Group er et high-end GxP konsulenthus som arbejder indenfor life science branchen. Vi er specialister indenfor fremstilling af farmaceutiske produkter og medical device

Links

Kontakt Frank Winther-Hinge

Seneste nyt

da_DK
en_GB da_DK

Vi benytter os af cookies for at generere statistik samt optimere brugervenligheden og funktionaliteten. 
I vores cookiepolitik kan du finde mere information om vores brug af cookies og hvordan man sletter eller blokerer disse. 
Hvis du ikke aktivt foretager et valg, men fortsætter med dit besøg på vores hjemmeside, samtykker du til vores anvendelse af cookies.